Det har været en turbulent tid i det økologiske juicefirma Juicorganic.

For 16 måneder siden blev stifteren og den mangeårige administrerende direktør, Hans Osterman Petersen, bortvist sammen med resten af den gamle ledelse som konsekvens af, at pengene ikke stemte overens i regnskaberne.

Det skriver Finans.dk.

Nu oplyser den nye ejerkreds via mail fra administrerende direktør, Jacob Hermansen, at det skyldes ukorrekt bogholderi.

»Den tidligere ledelse har i 2017/2018 været ansvarlig for ukorrekt bogholderi, og vi har nu ryddet helt op i det. Det medfører blandt andet, at bruttoavancen er påvirket negativt,« skriver Jacob Hermansen til Finans.

Det fremgår desuden, at det ukorrekte bogholderi mere konkret omhandler, at der i væsentligt omfang mangler dokumentation for afholdte omkostninger fra tidligere regnskabsår.

Den nye ledelse ønsker dog ikke at uddybe dette yderligere.

Da Hans Osterman Petersen blev afskediget i oktober 2018 lød meldingen som følger til Finans:

Foto: PR-foto
Vis mere

'Det er med beklagelse, at jeg som bestyrelsesformand for Juicorganic ApS hermed må meddele jer, at vi i weekenden med øjeblikkelig virkning bortviste Hans O. Petersen, idet vi var blevet bekendte med, at Hans O. Petersen i væsentlig grad havde misligholdt sine forpligtelser over for Juicorganic ApS.'

Selvom egenkapitalen i Juicorganic er negativ med 10 millioner, ser den nye ejerkreds positivt på fremtiden. Det skyldes, at driften nu er sund, og at de har landet en aftale med Fritz Schur Consumer Products, der overtager rettighederne til at sælge de økologiske juice videre til den danske detailhandel.

Juicorganics omsætning steg blandt andet som konsekvens af dette med 20 procent i 2019, og den positive udvikling forventes at forsætte i 2020.

Hans Osterman er ikke vendt tilbage på Finans henvendelser.