Stifter af dansk tøjmærke undskylder for islam-kommentar
En "impulsiv" og "ironisk" kommentar om islam har vakt vrede. Ophavsmanden, Tobia Sloth, undskylder nu.
En "impulsiv" og "ironisk" kommentar om islam har vakt vrede. Ophavsmanden, Tobia Sloth, undskylder nu.
Stifteren af det danske tøjmærke Norse Projects, Tobia Sloth, har undskyldt for en kommentar om islam på det sociale medie LinkedIn.
Sloth svarede på en kommentar fra en anden bruger, der spurgte, hvilken enkelt ting man ville fjerne fra Jorden, hvis man ville gøre den bedre.
- Islam, lød det korte svar fra stifteren og direktøren.
Det har affødt vrede kommentarer på firmaets Instagram-side, hvor brugere blandt andet kalder Norse Projects for "racistisk".
Tobia Sloth har efterfølgende slettet kommentaren og i en udtalelse undskyldt, at han skrev den.
Han hævder, at meningen med kommentaren ikke var at ekskludere, dømme eller forskelsbehandle muslimer.
- Kommentaren blev skrevet impulsivt i forbindelse med en online diskussion, der var blevet stadig mere provokerende og polariseret.
- I stedet for at træde et skridt tilbage bidrog jeg selv til den dynamik ved at skrive en kommentar, der var kategorisk, generaliserende og ment ironisk. Det var en fejl, hedder det i udtalelsen.
Ifølge William Atak, der driver kommunikationsbureauet Atak Nordic, som blandt andet tilbyder at hjælpe virksomheder med krisekommunikation, er det ikke sikkert, at undskyldningen rækker.
- Nogle vil forsvare udtalelsen med, at "man har ytringsfrihed", og det er rigtigt i juridisk forstand.
- Men man kan ikke gemme sig bag ytringsfrihed, når man repræsenterer et globalt brand, der gerne vil favne bredt og ikke ønsker at blive associeret med diskrimination, siger han til TV 2.
Norse Projects blev stiftet i 2004 af Tobia Sloth og to andre som en kombination af en tøjbutik og et kunstgalleri.
Fem år senere begyndte firmaet selv at designe og producere tøj.
/ritzau/