Amerikanske IBM hev et bedre end forventet overskud i land i andet kvartal, mens omsætningen som ventet faldt.

Den amerikanske teknologigigant IBM overgik i sit regnskab for andet kvartal analytikernes skøn for overskuddet, og det sendte aktiekursen i vejret med over to procent.

IMB havde i kvartalet en indtjening svarende til 3,17 dollar per aktie. Mens det var noget bedre end forventet, så landede omsætningen helt som forudset på 19,16 milliarder dollar.

Det svarer til en nedgang på godt fire procent i forhold til året før.

Tilbagegangen kan tilskrives en svag udvikling i koncernens hardwareforretning, oplyser finansdirektør James Kavanaugh.

En stærk dollar i regnskabsperioden trak omsætningen ned med omkring 500 millioner dollar.

IMB henter omkring 60 procent af sine indtægter fra aktiviteter uden for USA.

IBM, der i tidligere tider var den ledende stjerne inden for it, har haft svært ved at løfte omsætningen på sine kerneområder som infrastruktur til virksomheder og it-service.

For at vende det har selskabet investeret betydeligt i kunstig intelligens og cloud-software.

Over de seneste 12 måneder er cloud-omsætningen steget fem procent til 19,5 milliarder dollar, fremgår det af onsdagens regnskabsmeddelelse.

Selskabet noterer desuden, at det er på rette kurs mod at indfri sine målsætninger for indtjeningen for hele året.

/ritzau/Reuters