I videon over artiklen kan du se Den Sorte Diamant, som Schmidt Hammer Lassen Architects har tegnet.

Du kender formentlig flere af de bygninger, som det danske arkitektfirma Schmidt Hammer Lassen Architects står bag.

For en række af de seneste års mest iøjefaldende og markante byggerier i Danmark er tegnet af folkene fra det Aarhus-baserede selskab, heriblandt Aros og Dokk1 i Aarhus og Den Sorte Diamant i København.

Nu har amerikanske investorer fået øjnene op for de danske kvaliteter, og Schmidt Hammer Lassen Architects bliver således en del af  det globale arkitektfirma Perkins+Will, skriver det danske selskab selv på sin hjemmeside.

Ifølge den nye ejer, Perkins+Will, flugter arbejdet fra den danske tegnestue godt med det, amerikanerne ønsker.

»Vi elsker deres arbejde, og vi føler, at vi har meget til fælles med ånden i dansk arkitektur,« siger Phil Harrison, adm. direktør i Perkins+Will, ifølge TV2.

Hvor mange penge, der præcist er lagt på bordet i forbindelse med handlen, er uvist. Men det drejer sig om et trecifret millionbeløb, lyder det dog.

For tiden er omkring 150 medarbejdere ansat i det danske arkitektfirma, men forventningen er nu, at det tal vil stige ‘med flere hundrede medarbejdere her i Danmark’ inden for få år, fortæller medstifter Morten Schmidt.

Perkins+Will omsatte i seneste regnskabsår for 3,4 milliarder kroner og beskæftiger over 2000 medarbejdere på 20 tegnestuer rundt omkring i verden.