Spotify fortsætter med at øge antallet af brugere, der streamer musik, lydbøger og podcast.

Regnskabet for tredje kvartal viser således, at det hen over det seneste år for første gang er lykkedes at passere 700 millioner brugere.

Helt præcist udgjorde tallet 713 millioner i tredje kvartal, hvilket er en stigning på 12 procent.

Samtidig er antallet af betalende abonnenter i samme periode øget med 12 procent til 281 millioner.

- Forretningen er sund. Vi leverer hurtigere end nogensinde før. Og vi har de værktøjer, vi behøver, for at levere både omsætningsvækst og større overskud, lyder det i en kommentar fra stifter og administrerende direktør Daniel Ek.

Den 42-årige svensker har tidligere meddelt, at han fra nytår træder tilbage som administrerende direktør og i stedet vil være bestyrelsesformand.

En af dem, der har bidraget til væksten, er den amerikanske popsanger Taylor Swift.

Hun lancerede for en måned siden "The Life of a Showgirl", som samme dag blev det mest streamede album nogensinde på en enkelt dag.

Fem millioner brugere havde inden da downloadet albummet på forhånd og ventet på, at det blev frigivet.

Spotify er oprindeligt grundlagt i Sverige, men er børsnoteret på Wall Street i New York.

Inden fremlæggelsen af regnskabet for tredje kvartal var aktien steget 44 procent siden nytår.

Aktien ligger tirsdag til en stigning på 3,4 procent i formarkedet, inden den egentlige handel begynder.

/ritzau/