Hvis du fremover vil købe Ecco-sko i en af de 96 Sport24- og Sport24 Outlet-butikker, så kan det være, du skal lede længe.

For Sport24 vil ikke købe flere nye Ecco-sko ind til lageret, før skovirksomheden fra Bredebro ændrer sin tilgang til Rusland.

Sådan siger Sport24's administrerende direktør, Lars Elsborg, til TV SYD.

- Vi står dybt uforstående over for Ecco. Vi placerer ikke nye ordrer, før Ecco ændrer tilgang til situationen i Ukraine.

Udmeldingen kommer i kølvandet på, at Ecco har valgt at holde sine 250 butikker i Rusland åbne.

Rusland indledte 24. februar sin invasion af Ukraine, og derfor burde den sønderjyske virksomhed lukke sine russiske butikker, mener Sport24's direktør.

- Det handler om en ting, der er meget større end Ecco. Det handler om solidaritet med Ukraine. Der mener vi, at et brand som Ecco, som er noget af det mest ærkedanske, skal tænke sig bedre om, siger Lars Elsborg.

Siden Ruslands invasion af Ukraine har en lang række danske virksomheder ellers lukket deres forretninger i Rusland som en direkte konsekvens af krigen i Ukraine.

Eventyrsport overvejer boykot
Mens Sport24 er afklaret med, at der indtil videre ikke lander flere ordrer hos Ecco, så overvejer outdoor-kæden Eventyrsport stadig.

De har lige nu op mod 6.000 Ecco-sko på lager svarende til cirka en million kroner.

- Vi køber Ecco cirka to gange om året. De varer, vi skal sælge i efteråret, er allerede bestilt, før krigen startede. I august-september skal vi lægge ordrer til næste år, og der skal vi overveje, hvad vi gør. Det ved Ecco udmærket godt, siger Lars Sørensen.

Hvis I synes, det er så stort et problem, at Ecco fortsætter i Rusland, hvorfor stopper I så ikke bare selv salget?

- De sko, vi har i vores butikker, er købt og betalt. De har intet med Ecco at gøre. Hvis vi skulle smide dem ud, så ville det gå ud over Eventyrsport og vores medarbejdere. Det gør ingen forskel på Rusland og krigen, siger Lars Sørensen fra Eventyrsport.

Men så er I jo heller ikke klar til at tage det tab, som I netop beder Ecco om at tage?

- Ecco betaler løn til russiske medarbejdere, der så betaler skat i Rusland. Det kommer Putin til gavn. Der er intet af det, vi tjener, der havner i Putins kasse. Hvis vi skulle smide sko for en million kroner ud, så ville den danske fælleskasse gå glip af 250.000 kroner, siger Lars Sørensen.

Samme forklaring har Sport24's administrerende direktør.

- Vi har snakket om ikke at sælge de Ecco-sko, vi har, men det ville ikke påvirke Ecco. Så vi har valgt, at vi sælger de varer, vi allerede har købt, siger Lars Elsborg.