Tallene ser brandgode ud, og 2021 var et rekordår.

Sport 24-koncernen, der består af Sport 24-butikkerne, Sportigan og webshoppen Hshop, havde en samlet omsætning i 2021 på 1,4 milliarder kroner.

Den omsætning er 23 procent højere end året forinden, og bundlinjen slog også rekord med 69 millioner kroner – hvilket svarer til en stigning på 50 procent. Det skriver Børsen.

Det er også en glad koncerndirektør, der kigger på tallene for 2021. Men humøret ændrer sig, når det handler om den nuværende situation.

»Lige nu er det ekstremt ustabilt. Vi kan have en fantastisk uge, så kan vi have en frygtelig uge. Det er så vanvittigt uforudsigeligt, det der foregår lige nu. Vi tør næsten ikke spå om, hvordan næste måned ser ud,« siger Lars Elsborg, der er koncerndirektør, til avisen.

Det er krigen i Ukraine, der har givet afdæmpede forventninger til det kommende år i Sport 24-koncernen.

Ledelsen forventer, at omsætningen i 2022 vil ligge cirka 100 til 200 millioner kroner under omsætningen i 2021.

De forsigtige forventninger skyldes forbrugernes reaktioner på krigen og de stigende forbrugspriser, der får folk til at passe på pengene.