Spar Nord har købt aktier for en kvart milliard i Danske Andelskassers Bank. Spar Nord vil have hele banken.

København. Spar Nord Bank har købt aktier i Danske Andelskassers Bank, DAB, for en kvart milliard og øjner et opkøb af hele banken. Det skriver Spar Nord Bank i en fondsbørsmeddelelse.

Onsdag har Spar Nord Bank, der ligger i Nordjylland, købt små 40 millioner aktier i Danske Andelskassers Bank for 236 millioner kroner. Dermed ejer Spar Nord 27 procent af banken.

- Vi har valgt at foretage investeringen i DAB, fordi vi under de givne omstændigheder vores egne kapitalforhold og den forventede udvikling i DAB kan regne en fornuftig forrentning hjem på investeringen.

- Vi vil gerne i dialog med DAB's bestyrelse om muligheden for, at vi på de rette betingelser kan give alle DAB's aktionærer et attraktivt tilbud, og den dialog håber vi, at der bliver lejlighed til at tage i den nærmeste fremtid, skriver administrerende direktør i Spar Nord Lasse Nyby i meddelelsen.

Danske Andelskassers Bank er en regional bank med hovedsæde i Hammershøj vest for Randers.

Banken er børsnoteret og havde tirsdag ved børslukning en markedsværdi på 549 millioner kroner.

Kursen steg dog med markante 45 procent onsdag morgen efter Spar Nords aktiekøb.

Banken har været i alvorlige problemer, da den i høj grad har lånt ud til landbruget.

Derfor blev den ramt hårdt af finanskrisen, hvor den fra 2008 til 2016 måtte nedskrive udlån for over 2,5 milliarder kroner.

Men krisen er ved at være overstået, og banken noterer sig i sit seneste regnskab, at man har kunnet rejse penge og har kunnet indfri nødlån fra staten.

Spar Nord er med 400.000 kunder og 49 filialer en af Danmarks største banker.

- Efter vores opfattelse er DAB en rigtig interessant bank, og vi tror, at en sammenlægning mellem vores to virksomheder kunne være en værdiskabende langsigtet løsning for både kunder, aktionærer og medarbejdere, skriver Spar Nords Lasse Nyby.

Onsdag eftermiddag understreger Danske Andelskassers Bank, at banken "også i fremtiden skal fremstå som en stærk regional bank".

- Bestyrelsen, hvis væsentligste opgave det er at varetage alle aktionærernes og bankens interesser, vil - set i lyset af udmeldingen fra Spar Nord Bank - nu overveje det videre forløb, skriver DAB.

/ritzau/