Lækkersulten har været stor i 2020.

I hvert fald har Spangsberg-familien sidste år indkasseret et rekordhøjt millionbeløb for flødeboller og søde sager.

Det skriver Finans, der har nærstuderet årsregnskabet for Spangsberg Chokolade A/S.

Det viser, at virksomheden ikke alene oplevede at gå ti millioner frem, hvad angår bruttofortjeneste – det endelige overskud er også ganske »tilfredsstillende«, lyder det i ledelesesberetningen.

Således er virksomheden i 2020 noteret for at have haft en bruttofortjeneste på 35,9 millioner kroner, hvilket har resulteret i et overskud på 7,6 millioner efter skat.

Resultatet er mere end en fordobling sammenlignet med 2019-regnskabet, hvor overskuddet lød på 3,6 millioner kroner.

Selv ikke, da virksomheden sidst toppede i 2016, var man i nærheden af sidste års resultat. I 2016 lød overskuddet på 6,5 millioner.

2020 har altså i den grad været et godt år for Spangsberg Chokolade.

Og det er formentlig, fordi danskerne i højere grad har været gode til at leve efter det famøse Spangsberg-motto:

»Du må godt.«

Ifølge Finans har flere supermarkeder under pandemien oplevet en stigning i salget af sukkerholdige sager.

Eksempelvis steg salget af såkaldt 'hyggemad' med 10 til 15 procent i Coop under anden nedlukning sammenlignet med forrige år.