Solceller gav i juni strøm svarende til 210.000 husstandes årsforbrug
I alle måneder hen over sommeren har elproduktionen fra solceller været højere end sidste år.

I alle måneder hen over sommeren har elproduktionen fra solceller været højere end sidste år.

De danske solceller på marker og tage har produceret rekordstore mængder strøm i den solrige sommer.
Alene i juni producerede solcellerne 850 gigawatt-timer, hvilket svarer til cirka 210.000 husstandes årlige elforbrug. Det er rekord.
Det skriver organisationen Green Power Denmark i en pressemeddelelse.
I alle måneder hen over sommeren har produktionen fra solcellerne været højere end sidste år.
- Det betyder, at vi gør os mere uafhængige. Både uafhængige i forhold til import og geopolitiske trusler, men også uafhængige i forhold til, at vi ikke så tit skal bruge den dyre naturgas til at lave strøm, siger Kristian Jensen, der er administrerende direktør i Green Power Denmark.
De 850 gigawatt-timer i juni svarer til 26 procent af al den strøm, der blev brugt den måned i Danmark.
Det er ikke ensbetydende med, at 26 procent af det samlede forbrug blev dækket af strøm fra solceller. Det skyldes, at Danmark udveksler energi med udlandet.
I juni blev der importeret 2,6 terawatt-timer el, hvilket svarer til 80 procent af det samlede forbrug. Men samtidig eksporterede Danmark 1,6 terawatt-timer, hvilket svarer til 55 procent af forbruget.
Import og eksport skifter "rigtig meget måned for måned" ifølge Green Power Denmark.
- Hvis ikke solcellerne og vindmøllerne havde leveret rekordstore mængder strøm, havde det kostet os dyrt, siger Kristian Jensen.
De danske vindmøller har i år sammenlagt leveret 17 procent mere strøm, end de gjorde sidste år.
Kristian Jensen påpeger, at hvis vindmøllerne og solcellerne ikke havde produceret så meget, som de har gjort denne sommer, havde der været endnu flere timer, hvor gaskraftværker havde presset prisen op på el.
Siden USA og Israel begyndte omfattende bombardementer mod Iran i februar, er prisen på blandt andet naturgas steget, da Iran har lukket Hormuzstrædet i lange perioder.
Hormuzstrædet ligger mellem Iran og Oman og er normalt en strategisk flaskehals for omkring en femtedel af verdens olie og flydende naturgas.
Da naturgas bliver brugt til at producere strøm, har det presset elprisen op til det højeste niveau siden energikrisen i 2022.
- Italien får i hovedparten af tiden strøm fra gasfyrede kraftværker, og de har oplevet markant højere elpriser, end vi har i Danmark. De høje elpriser denne sommer er et vidnesbyrd om, at importeret naturgas koster Europa dyrt, lyder det videre fra Kristian Jensen.
RITZAU