Butikskæden Søstrene Grene oplyser, at den familiejede virksomhed ikke har aktuelle planer om at give sine kunder mulighed for at handle nips og boliginteriør online.

»Det er vigtigt for os at have et stærkt koncept. Der er nogle ting, man ikke kan give kunderne i en netbutik, og derfor er det vigtigt med en god shoppingoplevelse. Man får ingenting gratis i detailbranchen i 2018,« siger Mikkel Grene, der er adm. direktør hos Søstrene Grene.

Kigger man på tallene, tyder det på, at Søstrene Grene klarer sig udmæret uden en elektronisk filial.

Millionerne ruller nemlig ind.

Overskuddet hos Søstrene Grene lød på 79 millioner kroner efter skat i 2017/18.

Det er dobbelt så meget som året før, hvor plusset lød på 32 millioner.

Samlet set har de to ejere af Søstrene Grene, Mikkel og Cresten Grene, tjent 140 millioner de seneste tre år.

Ejernes foreløbige beslutning om at sige nej til nethandel er ikke grebet ud af den blå luft.

Det forklarer ekspert i virksomhedsledelse Andrea Curagati til Finans.dk:

»I en verden, hvor det hele foregår på nettet, kan man udnytte en niche, hvor man giver kunderne en oplevelse i butikkerne, som de ikke kan få online.«

»Man accepterer ikke, at kunderne går glip af den oplevelse, som det skal være at købe der,« siger Andrea Carugati til Finans.dk.