Fire gange millionærer på fire år.

Søstrene Pia Silfen-Jensen og Naja Silfen har så meget succes med taskefirmaet Núnoo, at de kom ud af 2018 med et overskud på imponerende 4 millioner kroner - efter Skat vel at mærke, skriver Finans.

Ikke nok med at søstrene tjener styrtende - så tjener de sågar mere end deres forældre, Eugen og Helle Silfen, der ligeledes arbejder i taskebranchen og er millionærer. De er nemlig indehavere af taskefirmaet Adax.

Sidste år viste Adax' årsregnskab et overskud på 3,6 millioner kroner efter Skat, hvilket akkurat ikke er nok til at overgå deres døtre rent indtjeningsmæssigt.

I 2015 havde Adax ellers et overskud på 9 millioner kroner, som siden er faldet med årene. Ifølge ledelsen i Adax skyldes det dog, at firmaet har været mere aktive indenfor markedsføring og investering i nye designs.

Søstrene Pia Silfen-Jensen og Naja Silfens kurve er til gengæld opadgående, siden de stiftede Núnoo tilbage i 2015. Én af forklaringerne bag deres succes, er, at de trods firmaets unge levetid er slået igennem på udenlandske markeder - såsom det amerikanske og japanske.

Derudover har de også haft succes ved at tilbyde gratis tasker til bloggere og influencere i bytte for omtale. Men det betyder dog ikke, at succesen har været en ren skovtur.

»Men det har krævet hårdt arbejde. Vi har etableret virksomheden ud fra vores egne opsparinger, og Núnoo har ingen økonomisk forbindelse til Adax. Selvfølgelig er vores far kommet med gode råd undervejs, men han har også presset på for, at vi skulle gå vores egne veje og fokusere på at opnå vores egen succes,« sagde Pia Silfen-Jensen sidste år til Finans.