Der tilmelder sig stadig flere ledige end normalt under coronakrisen. Men mange framelder sig også, viser tal.

Antallet er personer, der melder sig ledige, lå søndag igen betydeligt over de seneste års gennemsnit grundet coronakrisen. Det viser de seneste tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Samlet meldte 351 personer sig ledige søndag mod gennemsnittet fra 2015-2019 på 249. På positivsiden frameldte 506 personer sig ledighedskøen søndag. Det var anden dag i træk, at flere meldte sig fra end til.

Dermed er antallet af samlede tilmeldte ledige under coronakrisen - defineret med start 9. marts - faldet til 42.077 fra omkring 44.000 sidste uge.

- Coronaudbruddet har ramt store dele af verden og sendt mange mennesker ud i arbejdsløshed. Også i Danmark, men det ser ud til, at vi her i landet er mindre ramt end vores nabolande og for eksempel USA, hvor antallet af ledige er steget voldsomt.

- For eksempel kan vi igen i dag se, at der er færre nye ledige end for en uge siden. Det skyldes blandt andet trepartsaftalen om lønkompensation, som sørger for, at titusindvis af lønmodtagere beholder jobbet, skriver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en kommentar til tallene.

Med søndagens tal kan der gøres status for uge 14, der sluttede med søndag. Samlet var der 20.363 nytilmeldte ledige i ugen mod 10.498 gennemsnitligt i samme uge i perioden 2015-2019.

I hele perioden 9. marts til 5. april er der i alt 71.247 nytilmeldte ledige mod 27.523 i samme periode 2019.

Tallene kan dog reelt være noget højere, da de først tæller personer, når de melder sig ledige. Mange har dog opsigelsesvarsler på en eller tre måneder. De vil altså først melde sig ledige, når de varsler er slut.

- Der er desværre en betydelig risiko for, at der er et stort mørketal. For rigtigt mange lønmodtagere har et opsigelsesvarsel på en måned eller tre måneder.

- Så der er desværre en risiko for, at der kommer en ketchupeffekt omkring 1. maj, hvor de begynder at tælle med i statistikken. Og igen omkring 1. juli, sagde cheføkonom i den liberale tænketank Cepos Mads Lundby Hansen om det emne.

/ritzau/