Får stegt flæsk med persillesovs, andesteg og stegte ål dit mundvand til at løbe i vand?

Så er det ved at være sidste udkald, hvis du skal sætte tænderne i netop disse retter på et af Odenses klassiske spisesteder.

Der bliver nemlig snart ikke langet flere gule ærter eller skipperlabskovs-retter over disken hos Restaurant Cro’n i Dronningensgade i Odense centrum.

Ejerne Gitte og Jesper Pedersen har sat krolokalerne til salg. Det skriver de i et opslag på kroens Facebook-side.

»En stor beslutning, der har taget form gennem et anderledes forår og en omskiftelig sommer – og er båret af en drøm om nye professionelle rammer og mere tid med børnene,« lyder det i opslaget.

Restauranten, der har eksisteret under de nuværende ejere i 14 år, lukker dog ikke lige med det samme.

De to ejere håber, at de kan nå at sige tak og pænt farvel til de mange gæster over den kommende tid, inden lokalerne er solgt.

Ejerne beskriver tiden som 14 fantastiske år. Blandt andet kom restauranten på top ti over bedste anmeldte restauranter på Fyn i 2019, ifølge migogodense.dk.

Restaurant Cro'n åbnede første gang den 12. november 2002, men har altså siden 2007 været ejet af Gitte og Jesper Pedersen.