Danmarks eneste andeslagteri, DD Drift, er gået konkurs. Har tidligere heddet Dansk And og Dan Duck.

Danmarks eneste andeslagteri er gået konkurs.

Der er tale om virksomheden DD Drift, der tidligere har heddet Dansk And og Dan Duck, der har trukket stikket. Det skriver TV Midtvest.

Konkursen betyder, at 40 ansatte på slagteriet i Struer mister jobbet.

Direktør og ejer i Hardy Eskildsen peger på en fejlagtig kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen, der kom omkring julehandlen i 2019, som hovedårsag til konkursen hos det danske andeslagteri.

- Den (kontrolrapporten red.) var ødelæggende, og siden har vi kæmpet for at komme oven vande igen. Jeg synes, vi havde gjort en ihærdig indsats, men så kom covid og nu fugleinfluenza, siger Hardy Eskildsen til TV Midtvest.

Han henviser til en rapport fra Fødevarestyrelsen, der før jul i 2019 var på kontrolbesøg.

Besøget resulterede i en kontrolrapport, hvor der blandt andet stod, at "kun lidt under halvdelen" af medarbejderne vaskede hænder, før de gik i gang med arbejdet.

Men det var ifølge andeslagteriet ikke korrekt.

Fødevarestyrelsens kontrollant havde overset, at nogle medarbejdere vaskede hænder ved en anden håndvask.

Kritikpunktet med uvaskede hænder blev ikke drøftet med slagteriet, før kontrollanten forlod stedet, som reglerne ellers foreskriver.

Den samlede kontrolrapport blev herefter offentliggjort på Fødevarestyrelsens hjemmeside - også uden at sagen forinden blev drøftet med andeslagteriet.

Derefter røg sagen i pressen - og årets salg af juleænder styrtdykkede.

Først 10. januar erkendte Fødevarestyrelsen, at der var sket en fejl. Men da var skaden sket, har slagteriet tidligere udtalte.

Fødevarestyrelsen har beklaget fejlen. Andeslagteriet valgte i juli sidste år at stævne Fødevarestyrelsen for et tocifret millionbeløb.

Det hører med til historien, at andeslagteriet forud for kontrolbesøget var under skærpet tilsyn af Fødevarestyrelsen, fordi der blev konstateret ekskrement- og tarmrester på nogle af ænderne.

I tre måneder op til det pågældende kontrolbesøg besøgte Fødevarestyrelsen virksomheden 30 gange, og i 80 procent af tilfældene fandt de gødningsforurening på ænderne.

/ritzau/