»Grundet helbredsmæssige årsager ser vi os nødsaget til at lukke.«

En kendt lokalvirksomhed i Tved på Mols drejer nøglen om efter mere end hundrede års succes. Det står klart efter et opslag på Facebook, hvor slagtermester Hans Ole Kruse og hustruen Bente Kruse takker af.

Arverækken til slagterbutikken, parrets tre børn, har takket nej til at overtage og videreføre forretningen, og da parret ikke selv har helbredet til at føre slagteren videre, betyder det, at slagterbutikken efter 132 år må lukke.

Over en årrække har Slagter Kruse været et tilløbsstykke i lokalområdet, men også den kongelige familie har af og til fået serveret Slagter Kruses udskæringer.

Prins Henrik har personligt besøgt butikken og flere gange handlet de specialiteter, som han ikke kunne få andre steder.

Den sidste kotelet bliver langet over disken den 28. august – og det er ikke med parrets »gode vilje,« skriver de i opslaget på Facebook.

Parret, der er fjerde generation i lokalerne, håber nemlig fortsat, at der er en »ildsjæl,« der har lyst til at videreføre den traditionsrige slagter.

»Det er bare med at komme ud af skjul, om du hedder Per, Lars, Ole eller Petrine. Vi har kun glade kunder, og jeg skal nok hjælpe en ny slagter i gang,« fortæller Hans Ole Kruse til Aarhus Stiftstidende.

Så hvis man er interesseret i at overtage biksen, så er der stadig muligheder. Det er bare med at få sendt en messenger-besked til parret på Facebook: