Coronakrisen har ramt Lars Guldbæks skiltemagerfirma hårdt, og da telefonerne fra den ene dag til den anden stoppede med at ringe, og firmaet mistede 80 procent af sin omsætning, måtte Lars Guldbæk opsige tre af sine 10 ansatte.

»Det var ekstremt deprimerende og skuffende at være nødt til at fyre folk, men når du ikke kan se en bagkant på det, og der ikke er en slutdato - vi ved ikke, hvad det her vil koste firmaet - så må man gøre, hvad man kan for at overleve,« fortæller Lars Guldbæk til B.T.

De var dog ikke længe, de tre medarbejdere nåede at gå ledige, for Lars Guldbæk fik en god idé, og pludselig blev telefonerne rødglødende.

Signworks, som Lars Guldbæks firma hedder, er på få dage gået fra at levere skilte til messer, eventbureauer og Kastrup Lufthavn, til at lave visirier - et plastikskjold, som man kan sætte foran ansigtet, og som kan beskytte mod smittespredning, skriver Politiken.

Idéen opstod en aften, da Lars Guldbæk og hans hustru diskuterede de plastskærme, der er blevet sat op i mange supermarkeder, for at beskytte kassemedarbejderne mod smitte fra kunder:

»De er kun en meter brede, og hvis du står ved siden af skærmene og nyser, så får kassemedarbejderen det i hovedet alligevel, så hvorfor ikke producerer noget, der kan beskytte dem bedst, snakkede vi om. Og så stak det lidt af,« fortæller Lars Guldbæk.

Pludselig blev Lars Guldbæk og hans ansatte - og genansatte - kimet ned.

De har både solgt visirer til et bilfirma og et ejendomsselskab, og samtidig er de i dialog med flere af regionerne, der har udvist interesse i visirerne.

»Jeg vil sige det sådan, at jeg har ikke sovet så meget de sidste fire-fem døgn. Min kone siger, hun er ekstremt stolt af det, vi har gang i, og alle, som hører om produktet synes, det er ekstremt fedt. Lige nu går det bare så stærkt, så vi prøver bare at overleve,« siger Lars Guldbæk.

Skiltemageren understreger dog, at selvom der er gang i hjulene lige nu, fordi efterspørgslen på visirer tilsyneladende er temmelig høj, så er det ikke sådan, at firmaet ligefrem tjener kassen på coronakrisen:

»Det er ikke, fordi det her bliver en sindssygt lukrativ forretning for os. Vi gør det, så vi kan betale vores lønninger og huslejer, og vi behøver ikke søge om støtte fra staten til reduceret omsætning, men det er ikke sådan, at vi går ud bagefter og siger 'nu har vi scoret kassen' på det her,« siger han og fortsætter:

»Den kan blive rigtig hård, hvis ikke vi har det her at lave om tre uger, for så står vi der igen, men så har vi da haft tre gode uger, og så må vi tage den derfra, men nu prøver vi at give den gas.«