Furesø Kommune fortalte, at specifikke boliger ikke blev beskattet, men Skat gjorde intet i tre år.

Furesø Kommune henvendte sig i 2015 til det daværende Skat for at gøre opmærksom på, at der på to specifikke ejendomme ikke blev betalt boligskat. Skat svarede, at de ville se på sagen.

Tre år senere var fejlen ikke rettet. Og i sidste uge kom det frem, at 1200 boligejere i mindst 10 år ikke har betalt boligskat.

Forløbet beskrives lørdag i avisen Berlingske.

Skat er siden 2015 blevet splittet op i flere forskellige styrelser. Den ene - Vurderingsstyrelsen - forklarer til Berlingske, at fejlen er opstået, fordi grundene er blevet registreret som ubeboede. Selv om der altså i virkeligheden stod et hus på.

Beskatning af ejendomme er groft sagt delt op i to. Der betales ejendomsværdiskat til staten. Og der betales grundskyld til kommunen.

Da staten ikke har troet, at der var en ejendom af værdi på grundene, har den ikke opkrævet skat.

Vurderingsstyrelsen fortæller Skat, at sagerne fra de 1200 ejendomme er relateret til ejendomsværdiskat. Styrelsen er ikke nået til en bunke med sager om manglende betaling af grundskyld endnu.

Dermed er der muligvis endnu flere sager på vej. Styrelsen har endnu ikke et overblik, men oplyser Berlingske, at der kan være tale om op til 1000 yderligere ejendomme.

Berlingske og Danske Banks cheføkonom, Las Olsen, har regnet sig frem til et groft skøn på, hvad staten muligvis har tabt på den manglende boligskat.

Hvis man gange det gennemsnitlige beløb betalt i ejendomsværdiskat og grundskyld i perioden, er staten gået glip af et beløb i størrelsesordnen 350 millioner kroner.

En af de 1200 ejendomme blev i periode overtaget af Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen. Ifølge Berlingskes oplysninger har S-formanden dog selv sikret sig, at der betales den retmæssige skat.

/ritzau/