Måske husker du dem stadig. De velskænkede fadøl, der plejede at gøre dig selskab på en fredag eller lørdag aften i byen.

Dem er der ikke blevet serveret mange af det seneste år, hvor Danmark har været præget af to nedlukningsperioder. Og det kan mærkes hos bryggerierne.

Fustage efter fustage med færdiglavet fadøl står klar til at blive ekspederet videre, så snart coronarestriktionerne bliver ophævet. Men det er en kamp mod tiden.

Udløbsdatoen nærmer sig nemlig hastigt, og bryggerierne risikerer at skulle kassere flere tusinde liter fadøl. Det viser en rundspørge, som Bryggeriforeningen har lavet blandt deres medlemmer.

28 ud af 36 deltagende bryggerier svarer 'ja' til spørgsmålet om, hvorvidt nedlukningen betyder, at de enten har eller vil få øl, som ikke kan sælges, inden det bliver for gammelt som følge af nedlukningen.

14 af dem svarer endda, at 'ja, det er et stort problem.'

Ifølge direktøren i Bryggeriforeningen er det særligt nedlukningen af restauranter og barer i december, der har ramt branchen.

»December er for mange bryggerier en meget vigtig måned, og bryggerierne kunne derfor ikke afsætte alle deres fustager med julebryg, som de nu brænder inde med. Det samme gælder øltyper med kort holdbarhed – eksempelvis Pale Ale og IPA. Den usælgelige fadøl er et konkret tegn på en branche i knæ«, siger Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald.

Hos Ørbæk Bryggeri på Fyn er man også helt klar over situationen.

Lige nu har de 6.000 liter fadøl, der risikerer at gå til spilde. Det fortæller administrerende direktør i Naturfrisk Group, Tørk Eskild Furhauge, til TV 2 Fyn.

»De står til at løbe på dato i de kommende en til tre måneder. Fadøl har typisk en holdbarhed på ét år, så det er noget vi producerede inden krisen,« siger han.

Bryggeriet har stort set ikke solgt fadøl siden oktober, og de er meget afhængige af restaurationsbranchen i både Danmark og eksporten, fortæller Eskild Furhage.

Derfor efterspørger de sammen med Bryggeriforeningen, at politikerne kommer med en plan.

Fire ud af fem bryggerier ønsker ifølge foreningen, at man opretter et såkaldt coronapas. På den måde kan man tidligere end ellers åbne for, at smittefrie borgere kan få adgang til natteliv, koncerter, festivaler og lignende.

Hos bryggeriernes største danske spiller, Carlsberg, er man enig med Bryggeriforeningen.

Selvom presseansvarlig Kasper Elbjørn ikke kan sige noget om, hvorvidt bryggeriet risikerer at miste litervis af fadøl ligesom Ørbæk Bryggeri, understreger han én ting:

»Nedlukningen har store konsekvenser – også for en stor spiller som os,« fortæller han.

På Fyn lyder opfordringen fra Ørbæk Bryggeri, at der bliver skabt debat om muligheden for at skabe omsætning frem for kun at fokusere på kompensation for de mange handelsdrivende, der lider under restriktionerne.

Derudover understreger Tørk Eskil Furhage, at mange af fadølsfustager sagtens kan drikkes længe efter udløbsdatoen. En mulighed kunne ifølge ham derfor være, at man overvejer at forlænge udløbsdatoen.