Shoppingcentret Mary's i Vejle lukker ned og skal i stedet bygges om til en sidegade til byens strøg.

Det betyder, at der venter en lang byggeperiode i centret, hvor flere af de nuværende 15 butikker stiller sig afventende over for projektet eller lukker deres forretning.

Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Lige nu er der altså 15 åbne butikker i centret, og mens mange af forretningerne afventer deres fremtid, så har Møllebageren Søren Schmidt valgt at lukke og slukke.

»Jeg har valgt at lukke, fordi centret skal bygges om. Ingen kan drive en forretning i byggerod. Det er muligt, at vi åbner igen, når byggeriet er færdigt. Men det er ikke endeligt afgjort, og det bliver muligvis med et andet koncept. Men først vil jeg se, hvordan det kommer til at se ud hernede,« siger bagermesteren, Søren Schmidt, til Vejle Amts Folkeblad.

Der er desuden flere lejemål i centret, som nu skal bygges om til lejligheder.

Mary's blev indviet tilbage i 2008 og nåede altså at 'leve' i 10 år.

Det fremgår ikke af historien, hvornår ombygningen forventes færdig. Arbejdet er dog omfattende, da centrets glastag skal afmonteres, og trapper og gangarealer på første sal skal fjernes, mens også butikslejemålene skal bygges om og udvides ud mod gaden, som derved bliver smallere.