90 millioner kroner.

Så mange penge har indkøbscentret Shoppen i Aalborg fået nedskrevet sin værdi med på blot to år.

Det skriver Nordjyske, som har taget et kig på det jyske centers regnskab for 2019.

Den store nedskrivning betyder, at ejendomsværdien for Shoppen er nede på 70 millioner kroner, hvilket er mere end en halvering af værdien for to år siden.

For syv år siden var shoppingcentret, der i 2015 blev overtaget af Property House A/S, hele 230 millioner kroner værd, men det er altså i den grad gået ned ad bakke siden da.

'Værdiansættelsen kan begrundes med henvisning til forventninger til den fremtidige udlejningssituation og omkostningssammensætning,' står der i virksomhedens årsrapport, som kan findes her.

Forklaringen på nedturen skyldes kort sagt, at der er færre virksomheder, der gider at have butik i Shoppen.

FitnessDK lukkede sin filial på øverste etage i 2018, og siden da har førstesalen stået tom, skriver Nordjyske.

Shoppens indehaver, Ole Grøn, skriver til mediet, at den store værdinedskrivning ikke får konsekvenser for centrets videre drift:

'Nedskrivningen er alene en regnskabsmæssig disposition og får ingen indflydelse på den løbende drift af centret,' skriver Ole Grøn i en mail til mediet.

Han understreger endvidere, at der for 2019, hvis man ser bort fra nedskrivningerne af ejendomsværdien, var et overskud på driften på 625.000 kroner før skat.

2020 ser ikke ud til at blive meget bedre for centret.

Det skyldes coronavirussen, som medførte, at centret blev nødsaget til at lukke midlertidig.

Shoppen får hjælp fra regeringens lønstøtte-ordning, men ifølge Nordjyske kompenserer det ikke for et stort omsætningstab til butikkerne, som betyder, at lejerne ikke er i stand til at betale husleje for 2. kvartal i 2020.

Mediet har spurgt Ole Grøn, hvordan han regner med, at det går med lejeindtægterne for resten af året, men dette har han ikke ønsket at svare på.

I årsrapporten fremgår det dog, at selskabets långiver har indvilget i at støtte selskabet i relation til den manglende likviditet.