Flere lejemål står tomme i City Vest i Brabrand.

Nu føjes der yderligere alen til storcenterets krise.

To butikker lukker og slukker i løbet af september, skriver Århus Stiftstidende.

Det drejer sig om H&M og Frellsen Chokolade. Begge butikker har ellers været at finde i det 50 år gamle storcenter i mange år.

Det samme havde Kop & Kande og Neye, som i foråret opsagde deres lejemål i storcenteret, skriver lokalmediet Vores Brabrand.

Hos Frellsen lægger salgschef Daniel Dybdal ikke fingrene imellem, når han skal forklare årsagen til, at butikken har sidste åbningsdag 17. september.

»Fordi der ikke er det liv i centret, som der var engang. Kundestrømmen er stille dalet. Og i takt med at stadig flere butikker er lukket, er kundestrømmen vigende. Det rammer især en butik som vores, der lever af, at kunder går forbi. Så det er en ond spiral. Men der har også manglet spisesteder i City Vest, som kunne trække folk til og give dem en oplevelse,« siger han til Århus Stiftstidende.

Da taskekæden Neye lukkede sin butik i City Vest for under et halvt år siden, var begrundelsen næsten præcis den samme.

»Der er ikke nok trafik her i City Vest. Mange butikker lukker, og det er svært at tiltrække folk,« sagde butikschef Huru Ekimf ved den lejlighed til Vores Brabrand.

City Vest var Jyllands første overdækkede storcenter, da det åbnede i 1972.