Lange leveringstider og sexdukker, der går i stykker under fragten, har fået bunken af klagesager til at vokse på skrivebordet hos sex-doll-world.dk.

Det har fået alvorlige konsekvenser for firmaet Modern Relations, der står bag virksomheden sex-doll-world.dk. Virksomheden er nemlig truet af tvangslukning.

»Jeg kæmper lige nu med alt djævlens vold og magt for at rejse kapital, så virksomhden ikke går konkurs,« siger René Jansen, der er indehaver af Modern Relations.

I dag skylder virksomheden cirka 250.000-300.000 kroner til kunder, der fortsat mangler at få deres sexdukker leveret.

Sex-doll-world.dk slog for første gang dørene op til deres showroom i 2020. Men allerede kort tid efter opstod der problemer med leverancen af sexdukker fra Kina.

Årsagen er, at Corona-pandemien har forsinket leverancerne fra 30-40 dage helt op til 90 dage. Det ender i sidste ende med at skade sexdukkerne, der bliver opbevaret forkert og udsat for fugt.

»Dukkerne er lavet af et materiale på linje med det, som man bruger til sexlegetøj. Når det bliver udsat for fugt, begynder metalskellet at trænge igennem og stålwirene vil stikke ud af fingrene,« siger René Jansen.

Den dyreste sexdukke er lavet af silikone og koster cirka 40.000 kroner. Foto: René Jansen.
Den dyreste sexdukke er lavet af silikone og koster cirka 40.000 kroner. Foto: René Jansen.
Vis mere

Sexdukkerne hos sex-doll-world.dk er en bestillingsvare, som betyder, at kunderne skal betale med det samme.

Priserne på sexdukkerne svinger fra 12.000-40.000 kroner. Jo dyrere sexdukken er, jo mere virkelighedstro er den.

Derfor er det væltet ind med klagesager over forlænget ventid og beskadiget dukker. Og det har presset Modern Relations på randen af tvangslukning.

»Lige nu har jeg 25 klagesager på mit bord. Jeg er så ked af, at jeg må bede kunderne om at vente, fordi jeg ved, at de har penge i klemme,« siger René Jansen.

Hos sex-doll-world.dk har man kastet en sidste redningskrans ud for at ungå konkurs.

»Jeg har sat kniven for struben på min producent og presser dem til at producere og sende sexdukkerne hurtigst muligt,« siger René Jansen og uddyber:

»Jeg er parat til at ruinere mig selv og kaste 100.000 af mine egne penge i det. Kunderne skal have deres dukker for enhver pris.«

Men kampen for at kunderne kan få sine varer har også en personlig pris for René Jansen. Han opdagede for sent, at han havde begået nogle fatale fejl.

»Jeg forsøgte at indhente konkurrenter, der var 7-8 år foran. Jeg arbejdede 18-20 timer i døgnet og kunne ikke finde bremsen. Jeg mishandlede mig selv,« siger René Jansen.

Det koster blod, sved og tårer for René Jansen at holde virksomheden kørende. Foto: René Jansen
Det koster blod, sved og tårer for René Jansen at holde virksomheden kørende. Foto: René Jansen
Vis mere

Réne Jansen erkender, at han skulle have prissat dukkerne højere og undersøgt levendørerne bedre.

Det har resulteret i, at René Jansen står til at skulle dreje nøglen om på Modern Relations samt to andre selskaber, han også ejer. Det skyldes ifølge René Jansen, at han ikke har fået indsendt sine årsrapporter til skat i tide.

»Jeg tager ansvar og kæmper for overlevelse,« siger René Jansen.

På mandag bliver firmaets fremtid afgjort, når René Jansen skal møde i Skrifteretten.