En nedskrivning i datterselskab hænger som en tung klods om Dagrofa-koncernens 2018-resultat.

Dagrofa, der står bag dagligvarekæderne Meny og Spar, blev i 2018 over en halv milliard kroner fattigere.

Tabet skyldes særligt en nedskrivning i datterselskabet FoodService Danmark, hvor Dagrofa selv betegner årets resultat som "stærkt utilfredsstillende".

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Dagrofa samt artikler fra erhvervsmediet Finans og Berlingske.

Dagrofa-koncernen består af kæderne Meny, Spar, Min Købmand og Letkøb samt FoodService Danmark og Dagrofa Logistik.

Det er andet år i træk, at koncernen fremviser et underskud. Ifølge Finans har en nedskrivning i FoodService Danmark kostet knap 400 millioner kroner. Samlet set har koncernen et underskud på 609 millioner kroner.

I pressemeddelelsen fra Dagrofa tales der om behovet for en genopretning af datterselskabets evne til at løbe rundt:

- På trods af omsætningsfremgang i FoodService Danmark faldt indtjeningen. Derfor er der i løbet af 2018 arbejdet målrettet på at genoprette selskabet og stabilisere driften, skriver Dagrofa.

Under det skuffende underskud mener Dagrofa selv at se flere gryende tegn på fremgang. Blandt andet vokser omsætningen for første gang i ti år. I 2017 omsatte Dagrofa for 17,2 milliarder kroner. Den voksede med 200 millioner i 2018.

Isoleret set har driften givet overskud. Det blev i 2018 dog kun på 113 millioner kroner og ikke på niveau med 141 millioner kroner som året før.

Dagrofa forventer selv at omsætte for omkring de 17 milliarder kroner igen i år. Til gengæld regner koncernen med at blive bedre til at tjene penge på sin omsætning, så driften giver mere i overskud.

Koncernen har ikke lagt hele sit regnskab frem. Det sker først 26. april.

/ritzau/