Lars Larsen Group, der blandt andet ejer Jysk, har i seneste regnskabsår hentet et rekordstort overskud.

Lars Larsen Group, der blandt andet ejer Jysk, har hentet et rekordstort overskud før skat i det seneste år. Det oplyser koncernen mandag.

Koncernen indeholder flere forskellige forretningsdele og har for det regnskab, der lukkede i 2019, haft en omsætning på 34,7 milliarder kroner, mens overskuddet før skat lyder på 3,7 milliarder kroner.

Det er lige en decimal bedre end det foregående år, der endte med et overskud før skat på 3,6 milliarder kroner.

Lars Larsen døde i 2019. I dag er det hans søn, der styrer familie-imperiet (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Lars Larsen døde i 2019. I dag er det hans søn, der styrer familie-imperiet (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

De fleste vil måske forbinde Lars Larsens forretningsimperium med kæden Jysk. Lars Larsen Group indeholder dog mange andre ben også, og det er her, at overskuddet er blevet løftet. Jysk kom faktisk ud af året med et mindre overskud.

Efter Lars Larsens død overtog hans familie 99 procent af ejerskabet af Lars Larsen Group, og det er hans søn, Jacob Brunsborg, der er bestyrelsesformand.

/ritzau/