Selskabet Top-Toy, der står bag Fætter BR og Toys 'R' Us i Norden, er midt i julehandlen gået i rekonstruktion.

Virksomheden arbejder på at fortsætte i en anden form, oplyser den i en pressemeddelelse.

»Det er ikke lykkedes for os at gøre Top-Toy lønsom i sin nuværende form, og derfor må vi nu ændre grundlæggende på virksomheden ved at forenkle og optimere de sunde dele af forretningen,« forklarer administrerende direktør i Top-Toy, Per Sigvardsson.

Indtil videre fortsætter virksomheden uændret, og den rekonstruktion, som selskabet nu vil gennemgå, kommer således ikke umiddelbart til at påvirke kunderne.

»Alle butikker er åbne helt frem til jul. Vi har masser af varer på hylderne,« siger Per Sigvardsson til B.T.

Fredag har virksomheden offentliggjort sin årsrapport, der viser et minus på driften på 149 millioner kroner.

Omsætningen nåede lige over tre milliarder kroner. Dermed er omsætningen faldet med en milliard kroner siden regnskabsåret 2014/15.

Grundet en nedjustering af virksomhedens goodwill ender selskabet med et underskud på 2,031 milliarder kroner.

Det skyldes blandt andet et dårligt julesalg sidste år og implementeringen af et nyt forretningssystem, oplyser virksomheden.

Derudover mærker Top-Toy, at flere og flere køber legetøj på nettet, ligesom også børnenes legevaner er under forandring.

Så sent som i marts måned indskød ejerne, den nordiske kapitalfond EQT og de oprindelige ejere, familien Gjørup, 1,7 milliarder kroner i frisk kapital.

Denne gang har ejerkredsen ikke ønsket at at træde til med ny kapital, og i pressemeddelelsen skriver selskabet, at hverken direktionen, bestyrelsen eller revisorerne har villet sige god for den fortsatte drift af selskabet uden en kapitalindsprøjtning.

For blot et år siden fyrede EQT direktør Søren Torp Laursen, der kun havde været på posten i et års tid.

Top-Toy oplyser desuden, at kæden planlægger at lukke butikker, der ikke giver overskud. I den forbindelse vil omkring 450 medarbejdere blive påvirket, heraf 180 i Danmark. Langt størstedelen af dem vil blive fyret.

Top-Toy vil lukke op mod 100 butikker i Norden og Tyskland. Luknijngerne ventes at gå hårdest ud over de udenlandske butikker.

I alt driver Top-Toy 226 BR-butikker og 72 Toys 'R' Us-butikker.

B.T. skrev tidligere, at Top-Toy er gået i betalingsstandsning. Det er ikke korrekt. Der er tale om en rekonstruktion, oplyser virksomheden. B.T. beklager fejlen.