Hvis ansatte, der indsamler el-løbehjul, ikke har ordentlige arbejdsforhold, vil Mover stoppe samarbejde.

Selskabet Mover, der har til opgave at indsamle el-løbehjul i København, afviser anklager om blandt andet underbetaling af sine medarbejdere.

For at sikre sig, at selskabets underleverandører, som står for at indsamle løbehjulene, ikke betaler deres ansatte for lidt, har Mover igangsat en grundig undersøgelse af underleverandørernes arbejdsforhold.

Det fortæller Martin Hansen, direktør hos Mover, efter at mediet A4 Arbejdsliv har skrevet om medarbejdere, som blandt andet får 58 kroner i timen og bøder for at melde sig syge for sent.

- Der er efter vores overbevisning ikke nogen, som betaler deres ansatte 58 kroner i timen.

- Jeg vil også gerne sige, at vi ikke har medarbejdere gående hos os, som tager sig af de her el-løbehjul. Det er udelukkende professionelle underleverandører, vi benytter til den type opgaver, siger Martin Hansen.

Han fortæller, at da han først blev kontaktet om A4 Arbejdslivs historie, satte han gang i en større undersøgelse af, om der var noget om sagen.

- Det fandt vi intet belæg for hos vores underleverandører.

- I takt med, at historien er kommet frem, er det klart, at vi bliver nødt til at lave en ny undersøgelse, hvor vi kigger endnu dybere ned i sagen og blandt andet tjekker lønforholdene hos vores underleverandører, siger han.

Uden at ville nævne underleverandørerne ved navn kan Martin Hansen oplyse, at der er tale om professionelle selskaber, som lever af den type opgaver.

Mover har indgået kontrakter med underleverandørerne om indsamling af el-løbehjul. Af kontrakterne fremgår det, hvilke forhold de ansatte skal arbejde under.

- Og vi skal selvfølgelig sikre os, at aftalerne med underleverandørerne bliver overholdt, siger Martin Hansen.

Viser det sig, at de ansatte ikke har ordentlige arbejdsforhold, vil Mover finde det "totalt uacceptabelt" og skille sig af med underleverandørerne med øjeblikkelig virkning, fortæller direktøren.

/ritzau/