Hvor høj en indkomst du kan se frem til, afhænger meget af, hvilken uddannelse du vælger at tage.

Det bliver slået fast i en ny opgørelse lavet af den liberale tænketank CEPOS, der har beregnet gennemsnitsindkomsten for over 300 forskellige videregående uddannelser.

Indkomsterne er baseret på Danmarks Statistiks personregistre, hvilket vil sige på baggrund af faktiske indkomster fra 'rigtige' personer med de pågældende uddannelser.

Læs også: Marie og Peter byggede deres drømmehus – bor på 24 kvadratmeter

I opgørelsen af indkomsten af de 315 lange videregående uddannelser medregnes løn, indkomst til selvstændige, aktie- og renteindkomst samt overførselsindkomster som dagpenge og børnecheck.

Det overordnede billede er, at de uddannelser, der giver den højeste indkomst – på nær jura – har udgangspunkt i en matematisk tankegang eller naturvidenskab, lyder det fra cheføkonom i CEPOS Mads Lundby Hansen.

Læs også: 7 lette råd: Sådan kommer du i gang med at investere

»De fleste får højere lønninger i takt med, at de har arbejdet i flere år og opnået større erfaring. Der er nogle uddannelser, som rykker længere op ad listen, når man ser på denne gruppe. Det vil typisk være uddannelser, der kun har eksisteret i relativt få år og derfor ikke har produceret kandidater, som har lang erfaring og høj løn i 2021,« siger han.

»Det ændrer dog ikke på det overordnede billede, der viser, at toppen af listen er præget af matematiske uddannelser, mens der ligger uddannelser inden for kunst og kultur i bunden,« tilføjer cheføkonomen.