Danmarks største hotelkæde går nu nye veje for at tiltrække faglært arbejdskraft.

Scandic vil nemlig tilbyde kommende kokke-, tjener- og receptionistelever jobgaranti efter endt uddannelsesforløb.

Det fortæller kæden i en pressemeddelelse.

Scandic ønsker nemlig at fordoble antallet af faglærte elever inden for de kommende år, hvor kæden skal ansætte godt 700 nye medarbejdere til fire nye hoteller i Aarhus og København.

»Vi er altid på udkig efter unge talenter, hvorfor det er en glæde, at vi nu kan tilbyde jobgaranti til både nuværende og fremtidige elever. Vi tror på, at vi med et ekstraordinært, internt uddannelsesforløb og nu jobgarantien kan tiltrække endnu flere dygtige unge mennesker fremover,« siger Anne Mette Pedersen, HR-direktør i Scandic, i pressemeddelelsen.

Nye tal fra Dansk Erhverv viser også, at der er og kommer til at være stor mangel på faglært arbejdskraft, og derfor glæder Socialdemokratiets Uddannelses- og Forskningsordfører, Mette Reissmann, sig også over initiativet.

»Vi har brug for flere faglærte i Danmark. Men hvis de unge skal søge i den retning, skal de kunne se mulighederne og være sikre på, at de kan gøre deres uddannelse færdig. Derfor er det afgørende, at specielt store virksomheder går forrest og tager et ansvar for antallet af elevpladser. Det gør Scandic her, og det synes jeg er virkelig godt,« siger hun i pressemeddelelsen.

Scandic er Nordens største hotelkæde med 280 hoteller.