Stifteren af Saxo Bank, Lars Seier Christensen, har skudt 20 millioner kroner i firmaet bag toprestauranten Alchemist.

Den økonomiske saltvandsindsprøjtning kommer efter, at der allerede to gange hen over sommeren er blevet tilført selskabet fem millioner kroner, fortæller Finans.

Lars Seier Christen forklarer i en e-mail til avisen, hvorfor han skyder millioner i restauranten, der lukkede midlertidigt i december 2017:

'Det gør jeg for at være med til at skabe en ny restaurant af international klasse i København. Jeg tror, du vil forstå det, når du ser den,' skriver han.

Pengene skal genåbne Alchemist i 2019 på en ny adresse og med et menukort, der består af 50 serveringer, som det vil tage tre-seks timer at spise sig igennem.

Lars Seier Christensen har været hovedaktionær i Alchemist siden august 2017. Det er han også i Michelin-restauranten Geranium.

I oktober udtalte Lars Seier Christensen i radioprogrammet Millionærklubben om den tre-stjernede Michelin-restaurant Geranium:

»Hvis du har siddet og forhandlet med nogle hele eftermiddagen, og du så slutter af med at invitere dem ind på din egen tre-stjernet, så kan det være lige det sidste, der gør, at du får 'bondet' med den kunde.«

I september 2018 kom det frem, at Lars Seier Christensens salg af Saxo Bank-aktier ifølge Finans indbragte ham godt 2,5 milliarder kroner.