Flyselskabet SAS er blevet enig med leasingselskaber og er nået i mål med besparelser på mindst en milliard svenske kroner. Det skriver selskabet i en meddelelse.
Ifølge Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, er aftalen et stort og vigtigt skridt for SAS, i forbindelse med den plan der skal sikre selskabets fremtidige drift.
- Det har fra starten lignet en af de sværeste opgaver. Det er man lykkedes med, men man er slet ikke i mål. SAS skal stadig have nogle af långiverne til at slå en streg over flere milliarder kroner, siger han.
SAS er i gang med en såkaldt chapter 11-proces i USA. Det er en slags konkursbeskyttelse, hvor SAS med en dommer for bordenden kan forsøge at nå en overenskomst med sine kreditorer.
SAS ejer ikke selv størstedelen af sin flyflåde og lejer derfor mange fly af leasingselskaber. De nye aftaler sikrer besparelser for mindst en milliard svenske kroner på disse aftaler.
I alt skal SAS finde årlige besparelser for 7,5 milliarder svenske kroner.
- Vi er taknemmelige for det konstruktive samarbejde, vi har haft med vores udlejere. Vi fortsætter med at gøre fremskridt i vores transformationsrejse mod at blive et mere konkurrencedygtigt flyselskab, siger Anko van der Werff, administrerende direktør i SAS, i en skriftlig kommentar til aftalen.
SAS har haft underskud de seneste 12 kvartaler, og i november tabte selskabet det, der svarer til 340 millioner kroner.
Og før milliardbesparelserne for alvor kan ses i regnskaberne, skal passagerne vende tilbage, fortæller Jacob Pedersen
- En ting er komme succesfuldt ud af chapter-11-processen, det tror jeg stadigvæk, at det gør.
- Men for at SAS indtjening kan komme op i tempo, skal man tilbage på et trafikniveau, der matcher det, man havde inden corona, og der er stadig langt. Og det er jo ikke fordi konkurrenterne står stille, siger han.
/ritzau/
