Mens SAS kæmpede for livet i 2022, scorede flyselskabets hollandske topchef kassen.

Det fremgår af SAS' netop offentliggjorte årsregnskab, rapporterer e24.no.

SAS kom akkurat igennem coronapandemien og oplevede et nyt stormvejr, da en strejke blandt selskabets piloter ramte store dele af flytrafikken i en periode i sommer.

De mange udfordringer kunne mærkes i SAS, som kom ud af 2022 med et underskud på 7,9 milliarder svenske kroner, hvilket svarer til 5,3 milliarder danske kroner.

Firmaets omsætning endte på 31,8 milliarder svenske kroner, og det samlede passagertal var 135,6 procent højere end i 2021.

»Vi oplevede store driftsforstyrrelser, som påvirkede hele flyindustrien. Dertil havde den 15 dage lange pilotstrejke i januar en væsentlig indflydelse på det samlede resultat,« skriver SAS i en kommentar til årsregnskabet.

Men Anko van der Werff, den øverste chef i SAS, har formentlig kunnet modstå de værste prisstigninger på energi og dagligvarer.

Han tjente således 12,68 millioner svenske kroner, hvilket svarer til 8,5 millioner danske kroner, i 2022. Det er et uændret niveau i forhold til året forinden.

Dertil kommer en indbetaling på hollænderens pensionsordning på godt tre millioner danske kroner, fremgår det.

Derudover kommer andre frynsegoder som bil, livs- og sundhedsforsikring samt rejsefordele, som beløber sig til et beløb, der svarer til cirka 190.000 kroner.

Anko van der Werff kom til SAS i foråret 2021 fra det colombianske flyselskab Avianca.