Piloterne i SAS har lørdag morgen stemt et overvældende ja til overenskomsten.

Det oplyser Dansk Metal i en pressemeddelelse.

Aftalen, piloterne har stemt om, blev indgået 19. juli mellem SAS og piloternes fagforening.

Og nu er den altså godkendt ved en afstemning af piloterne.

»Jeg er utrolig glad for den store opbakning til aftalen – ikke mindst når vi har været gennem en så lang og hård konflikt. Medlemmerne har tydeligvis forstået alvoren, og det her viser, hvor stærkt sammenholdet er blandt piloterne,« siger Henrik Thyregod, der er formand for Dansk Pilotforening, der er en del af Dansk Metal.

Aftalen kom på plads efter 15 dages strejke, som kostede SAS enorme summer og mange danskere missede fly og rejser.

Dansk Metal oplyser ifølge Ritzau, at 93 procent af stemmerne var på ja.

I alt deltog 89 procent af de stemmeberettigede.

I den nu godkendte aftale går piloterne 25 procent ned i løn. Samtidig har de sagt god for, at deres arbejdsbyrde kan gå fra 47 timer til 60 om ugen.

Ifølge Dansk Metal har det været en hård omgang. Og man har haft nogle hårde kampe med SAS-ledelsen, lyder det.

Nu handler det om at se fremad, siger Henrik Thyregod.

»Nu kæmper vi – side om side med ledelsen – for at få SAS gennem den svære tid, som selskabet er i. Det er den store opbakning til overenskomsten også et udtryk for. Piloterne holder utroligt meget af SAS, og for mange af os er det vores andet hjem,« siger han.