SAS-piloter dropper aftale om at flyve chartergæster hjem.

SAS har ikke overholdt indgået aftale, skriver Dansk Metal i en pressemeddelelse.

Aftalen var, at SAS kunne gennemføre et begrænset antal flyvninger til destinationer, som var svært tilgængelige, og hvor der ikke fandtes alternative hjemrejseveje.

»I løbet af weekenden har vi set, at der bliver sat flyvninger op til destinationer som Rhodos, Kreta, Larnaca, Palma og Split – alle disse er destinationer, hvor der en stor mængde trafik, og dermed også mange alternativer til hjemrejsen,« skriver Dansk Metal blandt andet i pressemeddelelsen.

Dansk Metal uddyber videre, hvorfor aftalen ikke længere er gældende:

»Vi noterer også, at SAS iværksatte udkald af besætninger til flyvninger, før der var indgået en aftale med SAS Pilot Group (der repræsenterer 95 procent af piloterne, red.). På trods af at det tidligt stod klart, at SAS ikke håndterede aftalen efter intentionen, valgte SAS Pilot Group at gennemføre flyvningerne over weekenden,« skriver Dansk Metal.

SAS og Apollo underskrev i marts en aftale om charterflyvninger for sommeren 2022 til en værdi på omkring 700 millioner danske kroner.

Omkring 1.000 SAS-piloter fra Danmark, Norge og Sverige gik mandag i strejke, efter at forhandlingerne imellem dem og SAS brød sammen.

Ved du noget, eller er du påvirket af konflikten? Så kontakt B.T. på sms: 1929 eller mail: 1929@bt.dk.