1500 SAS-piloter strejker efter nedbrud i forhandlingerne. Det oplyser NHO Luftfart til nyhedsbureauet NTB.

1500 SAS-piloter fra Danmark, Norge og Sverige strejker efter nedbrud i forhandlingerne i de tre lande om løn og vagtplaner.

Den norske forligsmand oplyser i en meddelelse på sin hjemmeside, at parterne var så langt fra hinanden, at der ikke var grund til at fortsætte forhandlingerne.

Det skriver nyhedsbureauet NTB.

- Det endte med et brud mellem Norsk Flygerforbund og Parat på den ene side og NHO Luftfart (arbejdsgiversiden, red.) på den anden side. Forligsmanden konstaterede, at parterne stod så langt fra hinanden, at der ikke var grundlag for at fremlægge et forslag, som ville blive godkendt af begge parter, skriver forligsmanden.

Administrerende direktør i NHO Luftfart, Torbjørn Lothe, udtaler, at strejken vil skabe store problemer for flypassagererne.

- Strejken skaber på kort sigt store problemer for de rejsende (...) Men piloternes krav har været umulige for SAS at indfri, siger Lothe til NTB.

Deadlinen for at nå en aftale mellem SAS og luftfartsselskabets piloter i Danmark, Norge og Sverige blev nået ved midnat natten til fredag.

Kort efter klokken 02.00 meddelte SAS, at de svenske SAS-piloter strejker efter at have afvist et tilbud om en lønstigning på 2,4 procent.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

De svenske piloter kræver en lønstigning på 13 procent.

Torsdag aflyste SAS 205 afgange i hele Skandinavien fredag indtil middag.

Sidenhen er yderligere 110 fly blevet aflyst, skriver det norske erhvervsmedie E24. Dermed er i alt 315 afgange fredag aflyst.

I Danmark bliver mindst 33 afgange i Københavns Lufthavn Kastrup berørt samt en enkelt afgang fra Aalborg. Hverken Billund eller Aarhus bliver påvirket af aflyste afgange, skriver TV 2.

De aflyste afgange skyldes, at virksomheden vil forhindre, at passagerer og kabinepersonale strander, hvis flyene pludselig ikke kan flyve grundet en strejke blandt piloterne.

/ritzau/