Coronakrisen giver SAS det største underskud nogensinde.

I regnskabsåret fra november 2019 til oktober 2020 taber SAS 9,3 milliarder svenske kroner. Det svarer til 6,8 milliarder danske kroner.

Det viser selskabets regnskab torsdag.

I regnskabsåret før havde SAS et overskud på 0,6 milliarder svenske kroner - svarende til 0,4 milliarder danske kroner.

Ifølge topchef Rickard Gustafson har coronapandemien grundlæggende ændret betingelserne for luftfarten siden starten af 2020.

- SAS er naturligvis ingen undtagelse, og vores indtjening i kvartalet og regnskabsåret blev hårdt påvirket af den igangværende pandemi, siger Rickard Gustafson i en kommentar til regnskabet.

Han peger på, at efterspørgslen blev bedre over sommeren. Men i september og oktober kom der flere smittede.

Det betød, at restriktionerne blev forstærket, hvilket ramte efterspørgslen.

(ARKIV) Københavns lufthavn ligger næsten øde hen flyene står parkeret på rækker på landingsbanerne. SAS præsenterer nu et rekordringe regnskab - forårsaget af coronavirussen. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Københavns lufthavn ligger næsten øde hen flyene står parkeret på rækker på landingsbanerne. SAS præsenterer nu et rekordringe regnskab - forårsaget af coronavirussen. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix) Foto: Martin Sylvest
Vis mere

I regnskabsåret har SAS fået mere end halveret sin omsætning. Salget løb op i 20,5 milliarder svenske kroner - eller 14,8 milliarder danske kroner.

I regnskabsåret før var omsætningen på 46,1 milliarder svenske kroner. Det svarer til 33,4 milliarder danske kroner.

Det kommende år ser også ud til at blive hårdt for SAS. Først i 2022 ventes der mere normale tilstande i luftfartsbranchen.

Ydermere ventes der at gå et par år, før efterspørgslen er tilbage på det niveau, der blev set inden corona.