Lyt til artiklen

Max Knagge er færdig som direktør i SAS.

Det skriver MobilityWatch, der har fået det bekræftet af SAS.

Knagge har fratrådt stillingen som administrerende direktør i SAS-Cargo, som hører under SAS, med øjeblikkelig virkning.

Han har ellers besat stillingen som administrerende direktør siden januar 2021, men nu skal SAS se sig om efter en afløser.

»Jeg er overbevist om, at Max vil bygge videre på SAS Cargos historie og fortsætte med at udvikle sin rolle som en vigtig leverandør af kritisk transportinfrastruktur, globalt såvel som i Skandinavien. Hans stærke track record hos SAS og internationale erfaring gør ham til en ideel kandidat til med succes at overtage tøjlerne hos SAS Cargo,« sagde Kjetil Håbjørg, EVP & Chief Services Officer den gang.

»I mellemtiden overtager Vibeke Haans rollen som administrerende direktør. Hun er i dag driftsdirektør i SAS Cargo,« skriver MobilityWatch.

Ifølge mediet, så vil SAS ikke oplyse de nærmere omstændigheder for opsigelsen.

SAS Cargo havde i 2021 en omsætning på cirka 850 millioner kroner, mens bundlinjen landede på 121 millioner kroner.