SAS-kunder, der har penge til gode for aflyste flyafgange, vil få deres penge tilbage.

Det siger SAS-direktør Rickard Gustafson til Finans.dk.

»Covid-19 er ikke slut endnu, og vi aflyser fortsat fly. Derfor vil der løbende komme krav. Men vi har sat ekstra ressourcer af til at imødekomme kundernes krav, og vi arbejder så hurtigt, vi kan,« siger Rickard Gustafson til erhvervsmediet.

Ifølge koncernchefen har op mod en million mennesker fået refunderet deres billetter, og SAS har tilbagebetalt 2,5 mia. svenske kr. til kunderne.

Men hundredtusindvis af kunder mangler stadig at få deres penge tilbage, oplyser Finans.dk.

Af seneste årsregnskab fremgår det, at SAS' omsætning i perioden fra maj til juli faldt med 81 procent i forhold til samme periode sidste år. Det har kostet det skandinaviske luftfartsselskab et underskud på 1,7 milliarder kroner efter skat.

Det er de mange rejserestriktioner samt svækket efterspørgsel på flyrejser som følge af coronapandemien, der har givet flyselskabet røde tal på bundlinjen.

»Coronavirussen og rejserestriktioner har ført til et kollaps i efterspørgslen for flyrejser,« står der i regnskabet.