SAS' administrerende direktør, Anko van der Werff, forlader flyselskabet i 2027, da han tiltræder en lignende stilling hos Air Canada.

Det oplyser SAS i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag.

Det har ikke været en nem beslutning at forlade SAS, lyder det fra hollandske Anko van der Werff, som kom til flyselskabet i 2021 fra en ledende stilling i det latinamerikanske flyselskab Avianca Holdings.

- Indtil jeg fratræder i begyndelsen af 2027, er mit fokus fortsat på SAS, siger han i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Der ligger vigtige opgaver foran os, og jeg vil hver dag gøre mit yderste for at levere en stabil drift og en god oplevelse for vores kunder, kolleger og samarbejdspartnere.

Der er ikke oplysninger om, hvem skal overtage styrpinden efter Anko van der Werff.

Flyselskabets bestyrelse siger i pressemeddelelsen, at man er ærgerlig over Anko van der Werffs afgang, men at man respekterer hans beslutning.

- På bestyrelsens vegne vil jeg gerne takke Anko for hans stærke lederskab og engagement i en meget krævende transformationsperiode, siger bestyrelsesformand Kåre Schultz og fortsætter:

- Han har spillet en central rolle i at opbygge et stærkere og mere konkurrencedygtigt SAS med en klar retning og vigtige muligheder forude.

Coronapandemien sendte for fire år siden luftfartsselskabet i knæ og ud i en rekonstruktionsproces.

SAS overlevede og kan i år markere 80-års jubilæum.

SAS annoncerede så sent som i sidste uge, at selskabet havde indgået en aftale med flyproducenten Airbus om levering af 40 nye langdistancefly.

I den anledning afslørede Anko van der Werff, at SAS' vision er at vinde Skandinavien tilbage.

- I dag er der mange skandinaver, der benytter andre forbindelseslufthavne end København, når de skal ud i verden. Derfor er et af de vigtigste elementer i vores plan, at vi skal udbygge vores udbud af forbindelser til og fra København for at få disse passagerer hjem igen, lød det fra ham.

RITZAU