SAS kan ikke genkende beskyldning fra piloter om, at flyselskabet skal have brudt aftale.

SAS beklager i en udtalelse, at det nu ikke har mulighed for at flyve strandede chartergæster hjem.

Reaktionen kommer, efter at piloterne har meddelt, at de ikke længere vil flyve chartergæster hjem efter sidste flyvning søndag 10. juli.

- Vi har et meget stort antal strandede passagerer, der ikke kommer hjem, og som er blevet sat i en forfærdelig situation vi skal have lov til at fortsætte vores arbejde med at få dem hjem, skriver SAS.

- Vi beklager endnu en gang dybt de konsekvenser, det har, hedder det i udtalelsen, som er underskrevet af pressechef i SAS Danmark Alexandra Lindgren Kaoukji.

Piloterne havde ellers indgået en aftale med SAS om at dispensere fra den igangværende pilotstrejke.

Der skulle være tale om et begrænset antal flyvninger - og kun til destinationer, hvor der ifølge piloterne absolut ikke var andre muligheder for at hente gæsterne hjem.

Men søndag eftermiddag meddelte piloterne, at de ikke længere vil dispensere efter sidste flyvning søndag 10. juli.

Piloterne, der er organiseret i SAS Pilot Group (SPG), hævder, at SAS ikke har forsøgt at omdisponere flyvekapacitet for at få chartergæsterne hjem:

- I løbet af weekenden har vi set, at der bliver sat flyvninger op til destinationer som Rhodos, Kreta, Larnaca, Palma og Split.

- Alle disse er destinationer, hvor der en stor mængde trafik, og dermed også mange alternativer til hjemrejsen, siger formand for SAS Pilot Group Martin Lindgren i en pressemeddelelse.

Et andet brud på aftalen er ifølge SPG, at SAS skulle have indkaldt besætninger til flyvninger, inden der var indgået en aftale med SPG.

Men SAS afviser, at man har brudt aftalen:

- SAS deler ikke opfattelsen af, at det er nemt at finde alternative hjemrejser til de destinationer, som pilotforeningerne nævner i deres pressemeddelelse.

- Hele Europa er midt i en ekstremt udfordrende sommer med mangel på kapacitet, som gør det næsten umuligt at ombooke passagerer til andre flyselskaber, skriver SAS.

Alexandra Lindgren Kaoukji oplyser til Ritzau, at SAS ikke har et overblik over, hvor mange chartergæster som er strandet uden mulighed for at vende hjem.

Men de vil blive informeret af deres rejsearrangører, oplyser hun.

Forhandlingerne mellem SAS og piloterne brød sammen mandag, hvorefter 1000 piloter gik i strejke.

200 flymekanikere gik torsdag i sympatistrejke, og SAS har svaret igen med lockout af både piloter, flymekanikere og fra på tirsdag også kabineansatte.

SAS har tidligere oplyst, at strejken påvirker omkring 30.000 rejsende om dagen.

/ritzau/