Fremtiden er blevet endnu mere usikker for nødlidende Santa Fe efter finansieringspartners angreb.

Det børsnoterede selskab Santa Fe skriver, at finansieringspartneren Proventus Capital mener, at selskabet har brudt sine gældsforpligtelser.

Ifølge Santa Fe, et internationalt flyttefirma baseret på resterne af det hæderkronede ØK, bringer det den afgørende finansiering for det pressede selskab i spil.

»Det formelle brev, selskabet nu har modtaget fra Proventus, tolker selskabet som udgørende en betydelig risiko for de fortsættende forhandlinger og for opnåelsen af en længerevarende finansieringsaftale med Proventus,« skriver Santa Fe i en fondsbørsmeddelelse.

Santa Fe har alvorligt brug for penge og for den pengestrøm, der er kommet fra Proventus Capital.

Resterne af det tidligere danske erhvervsflagskib ØK er i store problemer. Ebbe Andersen/Ritzau Scanpix
Resterne af det tidligere danske erhvervsflagskib ØK er i store problemer. Ebbe Andersen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Årsregnskabet for 2018 viste, at den trængte koncern sidste år havde et underskud på knap 70 millioner euro, svarende til godt og vel 520 millioner kroner.

I foråret fortalte Santa Fe, at man havde indgået en aftale med Proventus Capital, der forlængede et lån på 38 millioner euro til april 2020. Dermed skulle Santa Fe ikke have penge op af lommen i år.

Men ifølge fondsbørsmeddelelsen lørdag har Proventus Capital altså nu officielt kontaktet Santa Fe og meddelt, at man mener, selskabet har brudt låneaftalen.

»Santa Fe Group er ikke enig heri og er af den opfattelse, at selskabet har levet op til de aftalte vilkår og forpligtigelser. Selskabet anerkender ikke eksistensen af noget brud herpå,« skriver Santa Fe.

Hvis Proventus Capital har ret, kan de tilbagekalde hele lånet.

Det gør livet endda meget svært for Santa Fe, der ved udgangen af første kvartal måtte notere et underskud på 5,4 millioner euro og en rentebærende gæld på 49 millioner euro.

Selskabet er i gang med en redningsplan, men administrerende direktør Martin Thaysen skriver i et citat, at det bliver svært uden et fortsat samarbejde med Proventus Capital:

»Vi har arbejdet tæt med Proventus om at udvikle en mere substantiel omstrukturering og strategisk repositionering. Men det kan vi ikke iværksætte uden at have finansiering ud over 1. april 2020 på plads.«

»Det har vi forhandlet med Proventus om siden april. Det har været svært, men det er overraskende for os, at Proventus har valgt at lægge et unødigt pres og sætte unødig tvivl om firmaet.«​

Santa Fe er resterne af ØK, der engang var en af Danmarks største koncerner. ØK blev stiftet i 1897 og arbejdede inden for handel, skibsfart og industri.

På toppen i 70'erne havde selskabet mere end 40.000 ansatte og var Danmarks største virksomhed.

Herefter fulgte en nedtur for koncernen gennem flere år. I de år blev forskellige områder solgt fra et efter et.

/ritzau/