Samsungs værdi stiger til 1000 milliarder dollar for første gang
Som det andet selskab i Asien stiger Samsung Electronics' markedsværdi til over 1000 milliarder dollar.

Som det andet selskab i Asien stiger Samsung Electronics' markedsværdi til over 1000 milliarder dollar.

Markedsværdien af den sydkoreanske virksomhed Samsung Electronics er natten til onsdag dansk tid braget op forbi 1000 milliarder dollar for første gang.
Selskabets aktie steg næsten 12 procent i morgenhandlen på den asiatiske børs onsdag, hvilket gjorde, at værdien passerede den historiske milepæl på 1000 milliarder dollar.
Sammen med rivalen SK Hynix er Samsung blevet en nøglespiller i leveringen af de chips, som efterspørges af virksomheder, der arbejder med AI-industriens hastige udvikling.
SK Hynix steg samtidig omkring ti procent.
Samsung fremlagde i sidste uge et rekordregnskab for første kvartal.
Driftsresultatet steg med 750 procent i forhold til året før og nåede et rekordhøjt niveau for første kvartal på 38,43 milliarder dollar. Det svarer til 245,3 milliarder kroner.
Årsagen til det stærke resultat er ifølge selskabet "innovationer inden for AI-teknologi og en proaktiv markedsrespons".
Det tilføjede desuden i regnskabet, at man forventer en fortsat "stærk efterspørgsel på hukommelseschips" gennem andet kvartal, mens udbygningen af AI-infrastruktur fortsætter med uformindsket styrke.
Virksomheden rider på en bølge af efterspørgsel på kunstig intelligens. Det har også sendt Sydkoreas Kospi-indeks op med omkring fem procent, hvilket har sat rekord ved børsåbningen.
Samsungs aktier er steget omkring 300 procent det seneste år, mens AI-boomet har sat skub i den sydkoreanske vækst.
Ifølge Bloomberg er Samsung det andet asiatiske selskab til at ramme en markedsværdi på 1000 milliarder dollar. Kun Taiwan Semiconductor Manufacturing (TSMC) har ramt samme milepæl.
Sydkoreas regering presser på for at blive en af verdens førende AI-magter sammen med USA og Kina.
Samsung er det næstmest værdifulde selskab i Asien efter TSMC.
TSMC producerer ligesom Samsung Electronics mikrochips.
Samsung Electronics er flagskibet i det enorme sydkoreanske Samsung-konglomerat. Det er den største af de familiekontrollerede koncerner, der dominerer sydkoreansk erhvervsliv.
/ritzau/AFP