Der er sket et markant skifte i kundernes måde at handle på, siger topchefen for supermarkedsgiganten Salling.

Få uger efter at dagligvarebutikkerne meldte om rekordsalg og flere tomme hylder som følge af hamstring, er salget faldet drastisk i flere af supermarkedsgiganten Salling Groups butikker.

Det skriver dagbladet Børsen.

Salget af fødevarer vokser stadig. Men alligevel har koncernens Føtex-butikker mistet omkring halvdelen af det normale salg, mens flere af de omsætningsmæssigt langt større Bilka-forretninger har set omsætningen falde med 20 procent.

Ifølge topchefen for Salling Group, Per Bank, er det særligt ændrede indkøbsvaner hos kunderne og tvangsnedlukningen af storcentre, som har fået salget til at dykke.

- Der er sket et markant skifte i kundernes måde at handle på. Vi taber meget på nogle varetyper og vokser lidt på fødevarer, men det ser ud til, at det kommer til at påvirke forretningen negativt, siger Per Bank.

De usædvanligt lave omsætningstal har særligt ramt salget af varer som tøj, elektronik, legetøj og boligtilbehør. Varegrupper som normalt står for cirka 50 procent af omsætningen i Bilka og 30 procent i Føtex.

Men de seneste to uger er salget dykket så meget, at koncernens i alt 19 Bilka-butikker samlet har solgt cirka 60 procent mindre tøj end normalt.

Per Bank oplyser, at på visse dage er salget af tøj nede på 20 procent af det normale.

- Det betyder ret meget, fordi vi tjener mere på tekstil end på fødevarer, og det er normalt også med til at trække kunderne ind i Bilka. Så når salget falder, er vi selvfølgelig også udfordret på kundestrømmen i Bilka, siger Per Bank til Børsen.

/ritzau/