Den tyske sportskoncern Adidas er kommet ud af 2025 med vækst over det meste af linjen.

Det viser årsregnskabet, som den har offentliggjort onsdag morgen.

Omsætningen er vokset 4,8 procent til 24,8 milliarder euro. Det svarer til 185,4 milliarder kroner.

Det er blandt andet sket takket være et højere salg af tøj inden for underkategorier som løb, fodbold og træning.

Også selskabets løbesko har været populære. Adidas nævner selv en mærkbar vækst i salget af sko under navnet Adizero.

Koncernen, der har norske Bjørn Gulden som topchef, har også formået at styrke driften.

Det ses tydeligt i overskuddet efter skat, der er endt på 1,4 milliarder euro. Det er en stigning på 66,6 procent.

Væksten kan ses på de fleste af Adidas' markeder, men særligt på hjemmebanen i Europa har den tyske koncern haft fremgang.

Omkring halvdelen af den samlede vækst kommer herfra.

Topchef Bjørn Gulden siger i en kommentar til regnskabet, at han er stolt over, hvad koncernens ansatte har opnået i det forgangne år.

- Vi er heldige med at være i en branche, der sælger forbrugerprodukter til mange segmenter, lyder det.

- Vi sælger produkter inden for sport, komfort, livsstil og mode, og vi er meget sikre på, at alle disse segmenter vil fortsætte med at vokse over hele verden.

Adidas tror på, at omsætningen vil vokse med yderligere to milliarder euro i indeværende år.

Og trods modvind fra eksempelvis told er det også forventningen, at driften styrkes fremadrettet, fremgår det af regnskabet.

Selv når koncernen kigger ind i 2027 og 2028, er det forventningen, at væksten fortsætter.

/ritzau/