Salget af nye biler har taget et enormt dyk.
Fra juli 2021 til juni i år faldt salget af nye biler til 163.500 – det svarer til et fald på mere end 21 procent i forhold til samme periode året før.
Det viser dugfriske tal fra Danmarks Statistik – og det er det største fald siden finanskrisen.
»Kunderne er der egentlig, men det er også gået op for dem, at de ikke bare kan gå til konkurrenten,« siger administrerende direktør i Autobranchen Danmark, Gitte Seeberg.
Brancheorganisationen varetager bilforhandlernes interesser og melder, at de aldrig har oplevet noget lignende før.
Dykket i salget skyldes blandt andet stigende inflation, stigende råvarepriser, krigen i Ukraine og coronanedlukningen, som har ført til, at der simpelthen står færre biler ude hos forhandlerne.
»Det har været en hård periode for bilforhandlerne. De har skåret deres forretninger og omkostninger til,« siger Gitte Seeberg og fortsætter:
»Det vil indiskutabelt få betydningen for bilforhandlerne og medarbejderne.«
I det seneste år er der blevet solgt i alt 163.500 biler, hvoraf knap 90.000 af dem var til private husholdninger.
Tallene bliver opgjort i forhold til registrerede biler, så bilsalg bliver først registreret i statistikkerne i det øjeblik, at bilen har fået plader på.
Derfor kan der være et mørketal.
»Mange skriver under på aftaler, hvor bilerne så bliver leveret senere – også helt ind i 2023,« fortæller den administrerende direktør.
Og de mange udfordringer for bilbranchen betyder ikke kun, at kunderne har smallere udvalg – det rammer dem nemlig også på pengepungen.
»Vi forventer, at bilerne over en bred kam vil være dyrere på grund af den stigende inflation, de stigender priser på råstof, arbejdsløn og lignende,« siger hun.
Samtidig er salget af nye brugte biler også steget, og ifølge Seeberg er trenden også, at de brugte biler vil stige i pris.
Seeberg anbefaler derfor, at man skal væbne sig med tålmodighed, hvis man vil købe en ny bil:
»Hav tålmodighed, og gå ned og tal med din bilforhandler, som har godt styr på, hvordan det står til med de forskellige mærker,« siger hun og fortæller også, at det er svært for bilkunder at være så kræsen, som man kunne tillade sig at være for et par år tilbage.
Selvom salget af nye biler faldt markant, så steg salget af elbiler med mere end 65 procent i samme periode.