Den nordjyske rigmand og investor Mads Peter Veiby har siden 2013 tabt 26 millioner kroner.

Derfor sælger han sin ejerandel i firmaet PARKPARK, der står bag parkeringsappen med samme navn.

Det skriver TV 2 Nord på baggrund af et opslag på LinkedIn.

»Jeg har virkelig tabt mange penge på det her. Det er jeg selvfølgelig meget ulykkelig over,« sagde Mads Peter Veiby tidligere på året til Nordjyske.

De nye ejere er CarTime Technologies A/S, der selv har en app til parkeringsbetalinger, og som har Søren Kirk Josefsen i spidsen.

»Jeg er rigtig glad for, at PARKPARK er kommet i gode hænder. CarTime har nogle ambitiøse vækstplaner for selskabet og et stærkt setup til at føre potentialet ud i livet. Det vil jeg med glæde følge fra sidelinjen,« skriver Veiby i sit LinkedIn-opslag.

»1000 tak til alle, kunder, medarbejdere, samarbejdspartnere mv., som har støttet op omkring projektet imens det var på mine hænder – håber I fortsætter.«

Den nuværende direktør Michael Buch og flere medarbejdere fra PARKPARK fortsætter i firmaet, fortæller Mads Peter Veiby.