En gruppe danske teenagere er stukket helt af.

86 unge danskere mellem 15 og 19 år har en årlig indtægt, som de næppe har skrabet sammen som ungarbejder i den lokale brugs.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik havde de 86 rigeste danskere i aldersgruppen en samlet indkomst på 77 millioner kroner. Det svarer til, at hver af de rige unge i gennemsnit har en årlig indtjening på 879.300 kroner.

Det skriver Finans.

Det bør betyde, at de unge rige betaler topskat.

Finans skriver, at tallene fra Danmarks Statistik udelukkende dækker over indkomst.

Og at det altså derfor kan være løn, aktierenter og pengeoverførsler.

Om teenagerne selv har været driftige forretningsfolk, eller om pengene strømmer ind fra mor og far, melder tallene intet om.

I den ene kategori fremhæver Finans den unge iværksætter Casper Blom, der som 12-årig startede webshoppen billigegolfbolde.dk.

Her solgte han brugte golfbolde, han selv havde fisket op af søer. Forretningen blev solgt for et millionbeløb, skriver Finans.

Og i den anden kategori fremhæver mediet søskendeparret Clara og Emil Hallundbæk, der blev milliardærere i en alder af henholdsvis 12 og 14 år.

Det skete, fordi de blev overdraget 33 procent af deres fars virksomhed, Welltec.