I nyt regnskab oplyser Ryanair, at det forventer at tabe mellem cirka 6,3 og 7,1 milliarder kroner på et år.

Under coronaudbruddet har det irske lavprisflyselskab Ryanair tabt en masse penge som følge af færre passagerer.

Den udvikling er fortsat i de sidste tre måneder af 2020, oplyser selskabet i et nyt regnskab. Her oplyses det også, at Ryanair er på vej til at tabe det største beløb målt på et helt år nogensinde.

Forventningen er for nuværende, at selskabet kommer til at tabe mellem cirka 6,3 og 7,1 milliarder kroner i det regnskabsår, der startede i april sidste år. Det vil være det største tab i de mere end 35 år, selskabet har eksisteret.

Med til at give den dystre forventning til året er et stort tab i tredje kvartal, der har løbet frem til slutningen af december sidste år.

I det kvartal er der alene tabt cirka 2,3 milliarder kroner.

En stor del af underskuddet skyldes færre indtægter fra passagerer. I kvartalet har Ryanair fløjet med otte millioner passagerer. Det er 78 procent færre end i det samme kvartal året før.

Ifølge Ryanair har trafikken hen over julen og nytåret været betydeligt påvirket af de indrejserestriktioner, som en række europæiske lande har indført over for fly fra Storbritannien. Danmark er et af de lande.

Indrejserestriktionerne fra Storbritannien er blevet indført på grund af frygt for den mere smitsomme variant af coronavirus, der går under betegnelsen B117.

På grund af restriktionerne og nye nedlukninger på tværs af Europa har Ryanair nu en forventning om at flyve med mellem 26 og 30 millioner passagerer i det regnskabsår, der udløber i slutningen af marts. Tidligere har selskabet regnet med at flyve med "op mod" 35 millioner passagerer.

Ryanair er langt fra det eneste selskab inden for luftfartsindustrien, der har lidt store tab som følge af coronaudbruddet. Også SAS og Norwegian, der er blandt de mere kendte flyselskaber herhjemme, har tabt en del penge.

/ritzau/