»Der er blevet spist ekstraordinært mange leverpostejmadder på danskernes hjemmekontorer i løbet af det seneste år.«
Sådan lyder en del af forklaringen på et ekstraordinært godt årsregnskab hos Stryhns Gruppen, hvis man spørger Stryhns Gruppens administrerende direktør, Kristian Kornerup Jensen.
For første gang nogensinde rundede pålægsgiganten med årsregnskabet for 2020 en omsætning på mere end en milliard kroner og landede samtidig et solidt overskud på 77,5 millioner kroner.
Resultatet er drevet af positive coronaeffekter, hvor et markant øget salg i dagligvarehandlen har været med til at trække regnskabet op, oplyser pålægskoncernen i en pressemeddelelse.

»Rigtig mange danskere har været meget hjemme i Danmark en stor del af 2020, og det har for mange betydet mere fokus på det nære og på det, vi spiser sammen derhjemme,« siger Kristian Kornerup Jensen.
Det er dog ikke alle dele af Stryhns Gruppens marked, der har oplevet en positiv coronaeffekt.
Lukkede restauranter og kantiner har for Stryhns Gruppen betydet en nedgang i den del af forretningen.
Den samlede gruppe producerer og markedsfører mærkerne Stryhn’s leverpostej, Jensens Køkken, Graasten salater og K-Salat, remoulader og dressinger samt Langelænder-pølser.
Stryhns Gruppen har i dag tæt på 400 medarbejdere fordelt på fem lokationer i Danmark.
Stryhns Gruppen har siden 2008 været en del af den familieejede norske koncern Agra, der har aktiviteter i Norge, Sverige og Danmark.
Og i starten af 2021 skiftede virksomheden navn fra Stryhns til Stryhns Gruppen.