380 milliarder kroner.

Sådan lyder beløbet, som Elon Musks rumfartsselskab SpaceX smider på bordet for at opkøbe AI-virksomheden Cursor.

Købsaftalen, der har en værdiansættelse på 60 milliarder dollar, er tirsdag blevet meddelt til de amerikanske børstilsynsmyndigheder.

Den fulde overtagelse af AI-virksomheden Cursor ventes at træde i kraft i tredje kvartal senere på året.

Herefter vil Cursor fungere som et datterselskab i SpaceX.

Cursor blev grundlagt i 2022 og specialiserer sig i kunstig intelligens særligt til erhvervsbrug.

Med fusionsaftalen får SpaceX adgang til Cursors værktøj, der er lavet til at hjælpe softwareudviklere med at skrive computerkoder og holde styr på "AI-agenter", skriver Børsen.

Cursor og SpaceX annoncerede allerede tilbage i april et partnerskab, der indeholdt en klausul om et opkøb til 60 milliarder dollar.

Transaktionen vil udelukkende blive finansieret af aktier i SpaceX. Og netop via aktier har rumfartsselskabet hentet store milliardsummer i de seneste dage.

Fredag havde Elon Musks rumfartsselskab første dag på den amerikanske børs. Her steg aktien med knap 20 procent, og samme stigning skete igen mandag.

Planen var at rejse 75 milliarder dollar med børsnoteringen, men fredag endte summen på 85 milliarder dollar, skriver finansmediet MarketWire. Den sum er siden steget yderligere.

Med aktiestigningerne siden fredag lyder den samlede værdi af SpaceX på omkring 2500 milliarder dollar, hvilket svarer til over 16.000 milliarder danske kroner.

Med børsnoteringen placerer SpaceX sig blandt de seks største virksomheder målt på børsværdi på det globale aktiemarked.

Selskabet er kun overgået af Nvidia, Apple, Microsoft, Amazon og Alphabet, som står bag Google.

SpaceX blev grundlagt i 2002 og har været med til hundredvis af raketopsendelser.

Selskabet er blandt andet blevet den amerikanske rumadministration Nasas største partner, når det kommer til opsendelser.

/ritzau/AFP